Faderen er ens far indtil man oplever, at man også selv, som det uheldigvis hedder, hvorfor jeg gentager, indtil man som hjerteligt menneske oplever, at man har noget at skulle have sagt i kraft af sit kød, sin faktiske, blotte tilstedeværelse her, i det hjertelige liv på jord.
Bud kommer i vid udstrækning til dig i livet, der er ikke altid nogen, der putter det ind hos dig. Budene kommer i din vækst som personligt, unikt menneske i menneskeslægten på jord. Med sådanne naturlige oplevelser forvandler din egentlige far sig til blot at være et menneske, du er stillet hos og nært forbundet med. Eller sagt med andre, mere præciserende ord: Faderen bliver tvetydig, fordi din opgave ikke blot er at høre efter din far, men tilmed i overensstemmelse dermed dit hjerte her i livet. Og det sidste kan din far altså ikke afgøre. Nej og derfor må du tro dig vej, thi der er kun én.
Traditionelt set er Faderens stemme magten i hjemmet. Når far siger STOP, så stopper hele familiens hjerte for en stund – traditionelt set, såfremt den er fadertro her i livet, men på den anden side, i egentlig forstand er det lige netop, hvad den uundgåeligt er, uanset om den vil kendes ved det eller ej.
Husk på at tro ikke er en fornuftsbaseret omstændighed, der formidles via satans romantiske stats-institutioner, også kaldet autoritets-troen, der således bekendt meget let kan forlede dig til at føle, at du er absolut fri til at tænke over hvadsomhelst uden mål og med, vand og brød. Nej for helvede da, tro er bare dit sande hjertekød i sit rent kødelige, nærværende og eviggyldigt slægtsbetonede sandseligheds omgivelse. Ingen har patent eller krav på den, tværtimod er den din eviggyldige hjertelige frihed at gøre godt med til al vort fredelige vækstvilkår her på jord. Du bestemmer som fuldgyldigt ligeværdigt hjerteliv, hvorvidt det skal være satans konventionelle statslige autoritetstro i sin universitære magters jantelove, der skal bestemme over dig. Ja for de gør det ikke i forvejen, de gør det ikke i livets egentlige godmodige natur eller i henhold dertil. (Rent faktisk er omtalte autoritetstro stillet udenfor Faderens, ih du milde store magt, så du skal ikke bekymre dig, nej den kan aldrig komme helt ind og regere, styre og herse med os).
Men Faderen er kort sagt magten over livet, hvadend vi bryder os om den eller ej. Ja det er sandelig da en stor glæde at være på god fod med ham, så det skal ikke misforståes. Faderen er grænsen, den grænse, der såfremt vi overskrider den med Et, i et splitsekund tager al glæden ud af hjertet på os. Faderen flår hjertet ud af dit liv, såfremt du ikke adlyder hans ellers livgivende ånde og sigte. Derfor er du nødt til høre efter. Det kan også siges sådan: Er du ikke indforstået med at kundskab her i livet næres af, ja er rodfæstet i livets eget livgivende træ, livets kilde – desuden ganske personligt givet og dermed stillet hos dig til fri indrømmelse – så er dine kundskaber ikke stillet i lyset af livets eget træ og vil da ikke kunne bekræfte det i en næringsgivende overensstemmelse, opstemmende ånd i sin udvikling til glæde for al vort i vor mangfoldighed. – Sådan er det i øvrigt med kompetence, der på latin, altså ifølge den romantiske stats konventionelle magt, autoritetstroen, betyder: falsk Myndighed.
Kompetence, altså falsk myndighed, er aldrig stillet i lyset af livets eget næringsgivende træ, hvorfor den slags, der benævner sig i forhold til kompetence er at betragte som øjeblikkeligt selvmord. Ja det være sig New Speak, for eksempel den formentlig psykisk syge psykiater, der er rektor på Københavns Universitet eller bare, ganske som det er udbredt: Selvbærende teams, coach, management, organisations-teori, supervisor, mentor og deslige socialfascistisk gøgleri med meningsløse tomme statsborgerlige individer, der med andre ord er gået fra forstanden som kødeligt, hjertegodt bekræftende livsstykker, der ellers ville kunne have været med til en videre god udvikling omkring vort organiske vækstvilkår her på jord. Lidt sørgeligt og trist måske, men sådan er autoritetstro og dens selvindbildte kompetencer jo!
Nej, så den sande Fader skal man altså ikke spøge med. Og dét er der så, som sagt, angivet og eksemplificeret nogen, der misforstår på det grusomste i den universitære bærme her på jord. Rektorer, lektorere, adjunker og mælkejunger på diverse universiteter skal naturligvis være klar over, at Faderen ikke på nogen måde ser i nåde til deres virksomhed, magtbegærligt som de lig satan har ført hele deres liv og nu vil forestå ledelse af andre i samme utro ånd. – Hør nu, kære medmenneske, de er jo knækket i livets sande, vækstige og jordiske vilkår, ja så de suger sådan set bare på lappen, har ikke noget at byde på som personligt ansvarligt menneske, der kan give af den eneste myndighed, der gives: Den, der jo fortsat kun gives af rent, personligt hjerte for udviklingen af menneskelivet på dansk grund. De lever i en tom skal og knepper ægteskaber og børn i den.
Magten over livet. Hvad er det?
Ja, hvad det er, det er hipsomhap, når man spørger sådan uden videre. For magten er naturligvis kærligheden i det kødeligt forbundne liv, altså det sande i menneskekødets slægtsbårne, ja, men ligeledes næstekærlige ånd. Da satans autoritetstro imidlertid som kraftigt antydet har været herskende på dansk grund i alt for mange år og det således opfattes som normalt at snakke alle efter munden, så bliver det livsopløsende sprog, der tilbeder alverdens magter – f.eks. journalister, der bruger danske aviser til at skrive om valget i USA, ja ligefrem maner til valgaften i de danske hjem derved – ja så bliver det fornuftens kategoriserende googleri, der bestemmer sproget, der ellers ganske vist ville kunne forklare bare en lille brøkdel af, hvor fatalt indstillet på livet flertallet af den danske befolkning er blevet i benævnte vold. Når mennesket går mod magten forsvinder livsåndens sandselig rene styrke og da er flere generationer allerede tabt.
Magten over livet er altså Kærligheden i menneskelivets eget kød, ja den er netop også givet som et almindeligt under, vi opvokser af, opløftes af, såvel i det inderste hjerte som i den yderste omgivelse. Jeg gentager: Da mennesket imidlertid, vidt og bredt ikke er vokset i den forstand, derfor ikke har vedvarende adgang til dens visdom og evige liv på jord, ja så bliver magten at betegne i mere eller mindre uheldige formuleringer, der fuldstændig forstilt hører hjemme ude i det golde, iltfattige, universitær-statslige rum: Fornuftens googleri.
Så når jeg derfor ærbødigt går denne omvej med henblik på at forklare de statstro pygmæ-borgere, der forsat bekræfter romantiske arenaer i livet rundt omkring, ja desværre bekræfter den politisk voldsmagt-ånd, der videre medfører incest, alkoholisme, anorexi og meget andet, ganske konkret fra den dårligdoms pose, ingen vil indse, hvorfra kommer, fordi de da skal til at sande og sandse – ja så er vi fremme i fornuftens altid misvisende kategoriske landskab: Magten over livet er i vor tid desværre latterlige utro mennesker, der i deres matematiske, kapital-statslige storhedsvanvid ikke er anderledes end personen, der i filmen Hannibal the Kannibal hænger i tråde og får sig et kick af sin psykolog, altimens han saligt i sin autoritetstro seksualitet skærer løs i sig selv. Ja for efterfølgende at blive meget sur over, at han ikke var givet for fem flade ører forstand på at være tro her i livet på jord og dermed opføre sig tilsvarende ærligt og standhaftigt på menneskeværdig vis. (Der er grænser for, hvor sygt man kan opføre sig og derved overtro godt om andre mennesker; men langt fra alle kender sådanne almindelige grænser og så må de vel lære det på den hårde måde). – Som bekendt hos dem, der har set den uhyggelige film, ja så ender det jo med, at ”tjeneren” skubber svinet ned, hvor DET hører til, da der pludselig var én, et sandere menneske, der ærligt og troskyldigt bød sig til, altså nok skulle bære den skyld med.
FADEREN ER LIVETS EGEN ORGANISME HER PÅ JORD, HAN GÆLDER DEN ORGANISK LIVGIVENDE OMSTÆNDIGHED, HVORUNDER HØRER FRUGTBAR JORD, PLANTER, DYR OG MENNESKELIV I SANDSELIG ÆRLIG OG NÆRINGSGIVENDE OMGANG DERMED. – Det universitære kapital-statslige paradigme med sine pinochioer foragter den omstændighed, hvilket jeg personligt synes er meget synd, da det naturligvis betyder, at de er på vej i graven, ja ad helved til med deres virksomhed samt slægter, børn og unge, der tvinges til at adlyde det.
Herfra skal det derfor være sagt som ligeværdigt hjerte-sandseligt menneske på jord: Undlad såvidt muligt at deltage i den ånd, jeg gentager, der mærkes af følgende klare og velkendte omstændigheder: Universitet, Stat og Kapital. Hold det på afstand af dit liv og din slægt til fordel for vort kropsorganiske åndedræt i arbejde med jordens gaver, thi da består den sandselige, ytringsfrie og almindelig tro hjerteglæde til menneskeslægtens videreudviklende samfund. Og ellers ikke.
Nkh. Jens, et ganske almindeligt menneskeliv på dansk grund.
