Helligånden, ja det er noget vi potentielt er som mennesker. Vi kan aldrig helt og aldeles være det, hver især. Ikke helt alene. Vi kan ikke være helligånden helt alene, fordi det udelukker alle andre. Nej, vi kan ej, det er ganske enkelt, for i så fald kan helligånden jo ikke være hel. Vi er forbundne og det er en forudsætning at kunne mærke det, ja høre det, indse det, for overhovedet at nærme sig helligånden.
Ethvert menneske fødes ud af menneskeslægten, det fødes af en mor, der er blevet befrugtet af en far. Og så fremdeles er vi forbundne via slægtsbånd og den ånd de giver anledning til. Rent faktisk er der intet levende menneske, der ikke er født af en mor, befrugtet af en far og således fremvokset ud af menneskeslægtens kød. Ja det betyder, at der ikke er nogen mennesker, der ingen slægtninge har. Forstår du, det kan altså slet ikke lade sig gøre sådan at være helt alene. Man kan ikke som menneske dumpe ned fra himlen og så gå rundt på jorden. Man kan heller ikke vokse op af jorden som en anden køn plante.
Helligånden, ja det handler om en bestemt, sandselig god ånd i kødet på os, der opstår når vi indrømmer, at vi tilhører menneskeslægten i sin helt store organisme her på jord. Uanset, hvad man nu måtte sige om helligånden, ja så er den hellig i sin ånd, den er hel i sin ånd og videre helbredende i ånden. Men bortset fra den ordleg, der dog foregriber noget sandseligt sandt om helligånden, ja så angår helligånden altså menneskeslægtens hele organisme.
Det er blevet sagt, jeg har fortalt dig og gentager nu, at ingen er løsrevet menneskeslægten, ingen er helt alene – ja man kan da sagtens føle sig frygtelig alene, men man er det altså ikke. Fordi man jo stammer fra nogen, forældre og deres forældre med videre i det man kalder slægts-træet af samme grund, det opstammende underfundigt vækstgivende ophav, der sørger for vor videre forplantning.
Hele menneskeslægtens organisme her på jord kaldes også menneskelivet. Og det er i den sammenhæng, at vi overhovedet er nogen, hver især. Ja det er så at sige det vi tilhører, da vi jo altså ikke kan tilhøre noget andet helt og aldeles. Du kan ikke tilhører grønne mænd på mars, vel – du kan forestille dig det, javel, men du tilhører ikke den forestilling. Du er jo nogen og ikke hvemsomhelst, du er et navn, du er en ånd, du er et hjerte, der banker og det er din personlige livsbetingelse som levende menneske i menneskeslægten, altså iblandt os. Vi tilhører menneskelivet, men det er ikke livet slet og ret, nej det er ikke hele livets sfære eller ånd. For der findes også dyr og planter på jord – desuden sten og steder, hvor vi slet ikke kan ånde og trække vejret.
Det kan godt være, at der er nogen iblandt os, der forestiller sig, at de tilhører aberne, men jeg regner dem nu altså for nogen i menneskeslægten alligevel. Men jeg vil endda også godt sige til dem, at de skal være taknemmelige for, at jeg regner dem for at være nogen, for hør, hvis de så gerne vil tilhøre aberne, ja forestiller sig, at det er sandt, så synes jeg ærligt talt, at de skal begynde at bo sammen med dem på abernes planet, i deres samfund, fremfor at efterabe, efterligne eller sammenligne sig med menneskelivets samfund her på jord. Det og lignende forestillinger kan nemlig meget let forhindre og forstyrre helligånden i vor kød, menneskeslægtens.
Sammenfatning: Hvordan lyder det så indtil videre?
SVAR. Vi tilhører menneskeslægten og har derfor ingen vanskeligheder ved at kende hinanden som mennesker. Vi går f.eks. ikke i seng med aberne og sidder heller ikke til bords med dem. – For sandfærdig ordens skyld skal det nævnes, at der er visse mennesker, der er i tvivl om, hvor de hører til og hvordan vi sådan set arter os. De kan nemlig godt finde på at sidde til bords med aber, ja ligefrem at gå i seng med dem. Det er meget ulykkeligt, men sådan er det at være i tvivl. Tvivl kan derfor ligesom diverse forestillinger meget let forhindre og forstyrre helligånden i vort kød, menneskeslægtens.
Menneskeslægten vokser altså frem på jord og den breder sig ud over jordens mange lande og områder. Hvornår begynder den at gøre dét er der nogen, der spørger. Og det er såmænd meget let at svare på, for det gør den i år nul. I år nul sker der nemlig dét, at mennesket forstår, at det er menneske. Før år nul var vi med andre ord i tvivl.
Ja, tvivlen var i øvrigt meget makaber, brutal og ond ved os, da den var anledningen til en masse voldsomme uroligheder, der videre forførte os til at bruge magt over hinandens hoveder i forsøget på at skabe ro og orden. En sådan magtanvendelse skaber imidlertid depression i menneskenes samfund, undertrykkelse, frygt og angst for at leve her i livet og udvikle menneskelivets milde samfund på helbredende vis, hvorfor det naturligvis var noget lort med en sådan tvivl. Ikke desto mindre nåede man desværre at få tvivlens institutioner etableret, så man ligesom var sikker på, at menneskelivets samfund fortsat kunne komme i tvivl!!! Det være sig Justitsias romantiske tradition, der har rødder videre tilbage i idealismens grundlæggelse hos grækerne med institutioner såsom Staten og Universitetet – men også, og ligeover det gamle testamentes samfund, der på tilsvarende vis var besat af tanken om retfærdighed grundet på tvivlens frygtelige væsen. At tvivle på, hvor mennesket hører til er derfor ganske, ganske grusomt, da den altså nøder mennesket til at bruge magt mod hinanden og over hinandens hoveder. Tvivl er et værre blodbad.
Hvornår menneskeslægten sådan begynder at brede sig er med andre ord svært at tale om, da der grundet ovennævnte forhold fortsat er mange mennesker, der kultiveres til at tvivle af tvivlens institutioner. Og dermed sagt, at der findes utallige mennesker her på jord, der ikke formår at mane tvivlen til jorden. Det springende punkt kalder man det af og til, omend det nu ikke er så springende endda. Det afgørende, kan vi istedet kalde det, ja det er derfor den sandselighed, der kan mane tvivlen til jorden uden at anvende magt eller magtens institutioner, der som sagt er opstået af tvivlens ånd, vægelsindet også kaldet ordsindet, fornuften, selvet og lignende tvivlsomme navne såsom også ondskaben. – Det afgørende er den fredelige, rolige sandselighed, der formår at vokse i samfundet, af det menneskelige i livets åndende kød, altimens vi lever ganske godt.
Jeg er med disse af troligt hjerte sagte ord derfor en fredselskende skrivende talsmand for, at menneskeslægten begynder og slutter i år nul, for derfra atter at begynde og slutte i år nul… – og såmænd af samme blod klar til at lade det stå sin prøve på sandselig vis overfor kriticismens tvivlere.
At menneskeslægten begynder i år nul betyder, at vor tidsregning placeres omkring en ERkendelse, der har karakter af, at være en menneskelivserfaring, der videre med usvigelig klarhed maner al tvivl til jorden og dermed lader os træde det sidste stykke ind i menneskelivets potentielle udviklingssigte med al vor gøremål og arbejde for slægtens viderebringende. Og hør nu godt efter. Den erkendelse er gjort at det første menneske, der forstår, hvori mennesket består – i vor kulturkreds!
Han hed Jesus og da han af det tvivlsomme samfund omkring ham pines, hades, foragtes og slutteligt korsfæstnes, ja så bliver han kaldt kristus. Jesus på Korset eller Jesus Kristus bliver han kaldt. Men derfor på ganske almindelig vis, ja så kaldes den erkendelse, den menneskelivserfaring, den erfaringsdom han måtte gøre for at mane al tvivl til jorden, så menneskets hjertemod og egentlig sandselighed ville kunne opstå, ja den kaldes: Kristendommen.
Kristendommen er en menneskelivserfaringens dom, der handler om menneskelivets egen, ganske levende, men sandselige og altid hjertelig sigtende dømmekraft i hver vort åndedræt. Kristendommen handler om vækst og trivsel i dette vort menneskeliv her på jord, altså menneskeslægtens udviklingspotentiale omkring det næringsrige, vi er givet i livets store organisme her på jord. Det er så enkelt og jordnært kristendommens budskab er i også dit hjerte – vanskeligheden er ikke kristendommen, dens forståelse, mange fortolkninger eller deslige, nej, vanskeligheden er, at tvivlens institutioner smadrer børns liv, så de ikke finde lejlighed til at vokse i indrømmelse af den personlige menneskenatur de er. Sorg, lidelse, dårligdom og sygdom opstår ikke bare fordi mennesker er uheldige, men fordi opvækst og uddannelse ikke står i sandselighedens godmodigt voksende navn. Der gives ganske enkelt ingen livsbekræftende undervisning i tvivlens mere eller mindre politiske institutioner.
Og hør nu nok engang efter: Jesus har ikke patent på kristendommen, desuden er han død. Dét, der imidlertid ikke er dødt, ja det er hans arv, hans livserfaring. Den lever nemlig i bedste velgående, fordi den er blevet hørt og har været så ganske givende, så ganske sandselig befordrende til at tackle det forstenende, brutale, voldsreaktionære sind, som tvivlens fornuftige abesorg og handlinger har afstedkommet i vor arv. Jesu livserfaring lever, fordi den er sand og således betegner en sandselighed vi alle møder på hver vor vis. Den er sand, fordi den er knyttet til menneskets eget hjerte, på mangfoldig personlig eller personende vis, ja men netop sådan, den er ERkendelsen af menneskehjertets unikke karakter. Menneskets væsen er hjertet, hjertet er livsbetingelsen.
Vil du gerne ned at høre aben i sit urskrig?
Nå, ikke, jamen så fat mod i hjertet, dit slægtsnavn og hør efter. Arven er ikke en kulturarv, det er menneskeslægtens arv. Og der er intet på tværs eller hokus pokus i den: Andre kulturer i menneskeslægten på jord har gjort lignende erkendelser, der er ladet med nøjagtig samme hjertelige sigte og potentiale for menneskelivets udvikling i sit organiske næringsrige. Tro hedder det potentiale og fælles for de forskellige sprog derfor er, at de har rod i menneskeslægtens hjerte. En muslim f.eks. elsker så gud sin familie, det kan jeg love jer – og jeg tror såmænd også, at han er istand til at elske menneskelivet i sit levende, uanset trosretning. Dog ikke uanset vantro tvivlende, ja for de er som sagt farlige, da de knytter sig til den romantiske verdens institutioner, noget udenfor livets vækst og udviklingshorisont.
Jeg taler altså for hjertet i menneskeslægten, der i vor tidsregning, den europæiske sprogstamme begynder i år nul. Og jeg skal nu fortælle Jer, hvordan det hænger fint sammen med andre trosretninger ved at bekræfte dig i, hvad år nul er.
År nul betyder, at vi ikke lever i tiden, men i livet i al evighed. Sandheden og den glædelige sandselighed ved at være i live, den er ikke først og fremmest bundet til tiden, men til dit kød, vort kød i menneskeslægten. Det er f.eks. flintrende ligegyldigt, hvad klokken er, såfremt dit barn er i fare, ja for så skal du da hen og redde det. Men sådan er det altså med alt sandt og sandseligt menneskekært. Du er dér, lige på den anden side af teksten, jeg skriver den, du læser den – og den tid, der er imellem, ja den er dig uvæsentlig, den eksisterer ikke før, jeg præciserer, den har ikke noget liv før, at du eventuelt støder på den og begynder at læse den.
Det er med andre ord komplet meningsløst det jeg sidder og skriver, såfremt der ikke en eller anden dag kommer til at sidde et menneske og læse det. Eller mere ønskværdigt: hører dét, jeg bekræfter hos dig i al vort. Om aberne læser det er jeg ligeglad med!
Sådan er det med tiden, den er uvæsentlig, ja ligefrem kaldet djævlen, fordi den er så forførende, at den kan forlede folk til at tvivle på, hvorvidt de skal passe deres arbejde på tid, leve på tid, elske på tid, kysse på tid, vokse på tid – for det skal de naturligvis i helt og aldeles, ja i helligåndens forstand IKKE. Sådan er kroppen ikke indrettet, den er derimod sandselig og passer fint til at arbejde med at vokse og udvikle sig omkring vort organiske næringsrige her på jord.
Nu er forskellen på altid og i al evighed blotlagt for dig. Du er i al evighed ved dit kød og dit kød vil i al evighed tilhøre menneskeslægten. Det er ikke mit, det er ikke dit, det er vort i sit voksende og levende under af menneskeslægten i sine bånd og ånd. Forhåbentlig på hjertelig helbredende vis i også din synsvinkel til ro. – År nul kan nu også blot betyde det simple, at det er vort liv, her og nu, der tæller, gælder og har ret som værende retningsgivende, vejledende af al vort. Det er ikke mig eller dig, der har højesteret, men hele vort menneskelivs sandseligt befordrende vækst og trivsel af liv og samfund under ET. Og i dét, i den omstændighed står du til ansvar, hvormed sagt er blot, at du naturligvis ikke står til ansvar for dit personlige liv i al vort i henhold til tvivlens institutioner, der ganske betegnende kan kaldes den universitære kapital-stat.
HELLIGÅNDEN OPSTÅR FØRST, NÅR SIDSTNÆVNTE INSTITUTIONER OG SYSTEMATISKE PRODUKTION AF TVIVL I KØDET PÅ MENNESKELIVET OPHØRER, HVILKET KRÆVER LIVSFØRELSE I SANDSELIGHED T RO OMKRING DE SANDE, ORGANISKE VÆKSTFORHOLD HER PÅ JORD: Menneskekrop, menneskeordet, menneskeånd i arbejdsom vækst omkring dyr, planter på vor jord, i vort næringsrige, den livgivende, iltrige atmossfære.
