Sønnen, ja. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn indgår SØNNEN som det transformerende, ganske levende element, der hedder menneskelivet. Sønnen ser op til sin far, forældrene, sønnen ser op til faderligt voksende, derunder også myndige skikkelser i samfundet. Måske langt henad vejen de samme som sin far eller sine forældre. Men sikkert også andre. – Sønnen ser op til den magt i livet, der kan lære ham at magte det sandseligt godt til videre oplysende eller opvoksende vækst.
Men sønnen mærker også i sin egen levende vækstmæssige omstændighed, at han er anderledes stillet end sin far eller sine forældre. Han lever i en ny tid eller verden, som man siger. Han vokser op i et samfund, hvor der er bestemmende skikkelser, der bliver hørt eller troet på deres velvilje med at udvikle samfundet til det bedre. Sønnen eller barnet bliver langtsomt klar over, at han/hun måske også en dag bliver far eller mor, forælder og ligeledes må optræde som velvilligt menneske, der viser vej.
Tilsvarende bliver det klart for sønnen, at han ikke ér sin far, men forbundet med ham i slægtens livsnaturlige bånd og ånd. Og sådan er opvækst i menneskelivet, ganske almindeligt: Barnet dannes af livets egen vækstmæssige omstændighed. Slægtsarven er helt central som hjertelig forbundet, men som sagt bliver omgivelsen også mere og mere relevant for barnet, sønnen, da det bliver den i sine forvandlinger, at sønnen en dag skal blive far og håndtere menneskelivets hjertelige videreførelse på god, arbejdsom vis. Det er i omgivelsen at sønnen sandser livet vidt og bredt og som man siger på hævdvunden dansk, danner sig sin egen mening.
På den måde er Sønnen på én gang en videresætten af menneskeslægtens arv, ja via båndene og ånden, som vedkommende er vokset i familiær omgivelse af, som et hjem. På én gang en videresætten og en egen videre dannelse, opvækst derfra, da synsvinklen naturligvis er en anden, egen, som barn i forhold til forældre samt andre voksne og den foranderlige omgivelse. Din far og mors venner er ikke dine venner, men dig bekendt i kraft af deres indbyrdes, gensidige mellemværende med sine sammenkomster.
Sønnen eller barnet er menneskelivets omdrejningspunkt, hvoromkring altså det gamle omvendes i nyt blod, der gives og næres af vor naturlige væktsmæssige, sandselige og trivselsbetonede natur i kødet. Sønnen eller barnet er det nye vidnesbyrd i menneskeslægten. Det kommer med noget nyt, sin egen personlige skikkelse, sit eget kød og viser dermed nye veje, nye sandser omkring de samme, gængse, menneskelivsmæssige omstændigheder på jord: De familiære, kødelige, slægtsmæssige omstændigheder stillet i deres levende og udvekslende forhold til omgivelsen – ikke mindst hvad angår næringshorisonten.
Men hør nu: Sønnen er aldrig løsrevet sin slægt, nej, for han er en videresætten af den. Og slægten hedder helt konkret menneskeslægten. Sønnen eller barnet er med andre ord aldrig sig selv. Det udvikler, opvokser ganske vist af sin egen natur, men den menneskenatur er aldrig løsrevet som et matematisk isoleret individ, X. Menneskelivet er aldrig ukendt eller ubekendt, det lader sig ganske enkelt ikke gøre.
Det betyder at menneskelivet, der fødes af sine forældre, ud af menneskeslægtens liv, moder liv befrugtet af faders liv, forbliver i menneskeslægten. Og derfor kan man sige, at dit liv som også mit i al evighed er stillet i og med menneskeslægten. Der er uomgængelig sandhed, der ganske vist byder på sine nye vidnesbyrd i kraft af dit liv, men ikke desto mindre er den sandselighed placeret som værende din, dig og dit til al vort. Om så dine forældre er døde vil det stadigvæk være eller have været dine forældre, du kan ikke få nye forældre – ja derfor siger man også, at man/du skal være taknemmelig for, at de overhovedet bar dig frem til livet, ja ligefrem gav dig livet. – Ingen far eller mor, hvor elendige de end måtte have været i dine øjne, har kunnet undlade at elske den faktiske omstændighed, at du blev til. JA, det betyder ganske enkelt, at du er elsket af livets egen natur. Livet vil dig godt.
Videre betyder det også, at du må være her og at det er et gode, at du er her. Ja din ret til at være her, her på jord, det er dit kødelige faktum, din faktiske tilstedeværelse af bankende hjerte, der viser al vort liv vej gennem dig, din livsvejledende retning. – Det siger jeg ikke mindst på den måde, for at rets-fascismen uddannet på landets stats-kundskabelige universiteter kan pakke deres grej og hamre sammen, fatte skovlen og grave deres egen grav hos de 6 millioner jøder, de har på samvittigheden, fremfor at lege og sledsk legislere, ja undskyld trumfe det sledske igennem livet, som om de var højesterets dom.
Det er strafbart ikke at tale sandt i livets højesteret ganske som det er strafbart at føre et liv i utroskab eller forlede andre dertil!!! – At sidde i fængsel f.eks. det er ikke livets mening eller livets ærligt godtroende ånd, der afstedkommer dét. Og ganske vist er forældre til fængslede medskyldige, det véd de og de bærer dét – men det holder altså ikke dem fri, der så aldeles utro forfører personen undervejs, for at vedkommende til sidst skal møde dem, der helt og aldeles utro fælder dommen uden nævneværdig forstand på hverken god livsførelse eller god kultivering.
Tværtimod viser sidstnævnte, den påtagede domstol med hammerens pik i hånden – uden kendskab til Thors kristendom!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! – deres strålende inkompetence som menneske på jord. De er rene tvivlere, skolet til tvivlsom dømmekraft ganske som den omgivelse deres romantiske institution i det hele taget afstedkommer her på jord. – Det er ikke kun dommerstanden i den falske højesterets-bygning, lovens, som jeg, ærligt som menneskeperson uden anden bemyndigelse end hjertets kærlighed til mennesker vidt og bredt i samfundet, uden tvivl kan mane til jorden, ja helt ned til ordet i kødet på al vort. Nej, det er langt mere omfattende og åbenbart end rets-standens romantiske slaver. JHM.
Sønnen kommer altså af faderen, nedstammer fra sin far, fordi faderens omstændighed befrugter moderen, føder barnet, for senere, langt vigtigere at opstamme og opstemme ham/det. Faderen lærer sønnen noget omkring sit blod og ånd. Ikke mindst gennem moderen. – Barnet kommer af sine forældre hedder det på nudansk, men når det hedder faderen i traditionel forstand, så skyldes det at familiens, det vil i videre forstand sige samfundets, fredelige, hjertelige udvikling ikke kan gå udenom faderen, hverken moderens fader eller faderens fader – og til afgørelse af den strid er der kun den faktiske, menneskelige fader, der står med sin hjertelig nærværende og elskelige, familiære samfundsopgavePUNKTUM
Måske kan man sige det sådan: Såfremt faderen skal undlade at ødelægge andre familier i samfundet ved f.eks. at forføre og kneppe andre mænds udkårne og derved skabe krigslignende tilstande, så skal han høre efter den sande kærlighed i livet, herunder i betydelig grad moderens, det blod han har ladet sig krydse af, kvindens ophav. Og ligeledes omvendt: Moderen skal høre efter kærlighedens trivsel hos hendes mand og naturligvis føje ham, medmindre hun ønsker vækst i lidelse og sorg gennem hele sit liv, dermed også barnets. Ja det handler om samfundsorden, men i livets eget kød vel at mærke. Ordets, kødets.
Faderen har ikke forrang, men når krisen kradser, så har han, uanset hvad, men ikke uanset videre hjerteligt sigte med sin livsopgave. Hvad der kan synes som tomhjernet stopklods i en stund kan meget vel vise sig at være forbundet med hjertets åbenbare forlangende, det oprindelige forsyn til fredsommelig videre vækst med livets samfund i al evighed – hvorfor blokeringer i øvrigt aldrig er af psykologisk natur, nej sådan en natur findes jo end ikke. Derom handler tro menneskenatur af kød og blod – og det kan I altså ikke spørge statens romantiske institutioner om, thi de lever nemlig i psyken og hvad det ellers alt sammen kaldes i fornuftens rodløse og intetsigende, uendeligt retskrævende, retfærdighedsdyrkende sprog udi tomme tønder og splintrede spejlsale.
Faderen har ikke forrang, men når krisen kradser, så har han, sagde jeg. Og det skyldes ganske enkelt at sønnen, barnet først som sidst hører til faderen i livets natur. Faderen står til ansvar for sin familie i al evighed, faderen er magten om I vil det sådan, dermed sat på spidsen. Og hør livets egen magt, den skal man jo ikke rode med, men ære i al evighed!
Det skal ikke misforståes, at manden som fader har forrang, for det betyder nemlig også, at det altid først og fremmest vil være mandens opgave at lære sin kone, sin kvinde at elske tro, altså udfolde hende trygt og sandseligt give hende alt, hvad HJERTET kan begære til vor videre livsoplysende samfundsudvikling. Sigtet er ligeværdigt mellem mand og kvinde, men manden skal som fader kraftedme kende sin plads som menneskeligeværdig motiveringsfaktor i det eviggyldige fædreland, samfundet, medmindre at han ikke mindst vil have mig på nakken. Og hvorfor? På grund af tarven, tros-arven, trivsels-arven, fred mellem mænd i samfundet og samfundets udviklingssigte. At kneppe andres koner, mødre er en direkte krigs-erklæring og enten reagerer man på den, omsætter man den i handling eller også går krigen lige direkte i barnets hjerte og dermed samfundet. Det er med andre ord usselt ikke at hjælpe hverandre med at holde stand i livets trolige gang – og jajaja, jeg véd alt om, at fornuftens hvisser og røvens spidser forstyrrer det billede jeg tegner.
(((Kun ad den vej kan kvinden lære sand kærlighed og ligeværdighed ordentligt at kende og vokse videre dermed i hjertelig indforståethed. Det hed førhen gudgivne roller og betegner som sådan bare menneskelivets natur i sine to køn, altså menneskelivets slægtsbundne, men derved også personlige natur i sine to køn: Faderen kan ikke føde, men moderen kan ejheller føde uden befrugtelse og således er sammenholdet, ja samfundet givet til videre, forhåbentlig godmodig, men altid personlig ansvarlig, altså glædesbringende nyt til forplantning))).
Nå, ser man det!
Sønnen kommer altså af faderen og går videre med faderens liv i sin orientering af det. Desuden dermed moderens liv i faders tro hænder, hvormed ligeværdigheden som menneske, uanset køn gives. Et barn elsker sine forældre lige højt, fordi kærlighed ikke handler om magten eller fornuftens hierakier, men om forsoning, trivsel og vækst i vort kød, vor ånd. Det er også derfor og på dén måde, at Faderens liv kommer til at betegne kærlighedens ånd i vore to køns driftige og sammenholdende, men vækstige realitet, samfundets kød i sin ånd. – Og endeligt kan man dermed også sige, at det umiddelbart fremgår af samfundets hele ånd, hvordan livet leves inderst i hjertet. I vore egne ganske utroværdigt og svinsk, hvis du spørger mig. Nutidens store vanskelighed er, at puberitære drenge fra den akademiske, kapital-statslige virksomhed sætter love og regler i værk, der bærer deres ånd, sådan at kvinders modergen føler sig tiltrukket af drengenes selvoppustede, ganske letkøbte friheder, pligter og ansvar, ja noget de kan stikke lige så langt og skråt op i røven, at de kan begynde at mærke hjertet som tro mandsmenneske.
Men kort og godt er sønnen altså menneskebarnet på vej i sin opvækst, midt i sorteringen af, hvad der skal med videre i samfundet, ja, men altså gennem det personlige liv og derfor en sortering af, hvad der naturligvis må dø, såfremt livet skal bestå.
I menneskebarnets lys ser og finder vi, hvad der, ja hvilken ånd, hvilke erfaringer, der naturligvis må dø af hensyn til det levende lys i vækst, det nye vidnesbyrd af kød og blod. Samfundsudviklingen gennem livets egen vækst og voksende holdning som ligeværdigt menneske på jord.
Vi er alle sammen sønner af faderen, en far. Vi er alle sammen børn af forældre og vi kender alle sammen til den familiære, kødeligt bundne kærlighed, der udspiller sig mellem vore forældre, omend vi finder den næringsrig eller ej. Ligeledes kender gudsketakoglov mange af os også vor opgave med at finde vej gennem vore forældres morads af både uoverensstemmelser og overenstemmelser – altså i indforståethed med, at Faderen tæller over os alle. Fars far og forældre tæller, nej gælder i fars kød og ligeledes gælder mors far, hendes forældre i hendes kød. Ud af det morads er vi orienteret i livet som opvoksende børn og det er at forstå som en næringsmæssig baggrund, vore rødder, hver især – og dermed at forstå til videre opvoksende livsudfoldelse gennem vor opvækst, opfattelse, opførsel, oplevelse og oplysning af menneskelivets familiære slægtsforbundne samfundsvilkår.
Vi er ikke mere fritstillet end at vi skal være taknemmelige for, at vi blev givet et liv at gøre godt med til fornyende, forandrende overensstemmelse med, hvad sandt er til sandselig voksende glæde for al vort. Menneskelivet er ikke KUN en gentagelse af slægtsled, men ligesåvel en ERkendende omstændighed, hvor dit eget ærlige besyv er afgørende. Du er et nyt vidnesbyrd på, hvordan det er at være menneskelivet i menneskeslægten på jord og det kan du egentlig kun, i al sin enkle sandhed være taknemmelig for! – God rejsning med livets eget hjerte i behold!
SØNNEN ER MENNESKET I SIT INDFORSTÅEDE ÅNDEDRÆT MED LIVETS ORGANISKE, NÆRINGSGIVENDE SFÆRE HER PÅ JORD, GANSKE SOM DET I UDGANGSPUNKTET GIVES KØDELIGT VED OPVÆKST I FORÆLDRES SKØD OG DERAF VIDERE EVNE MED SENERE AT LEVE NÆRINGSRIGT BEKRÆFTENDE I MENNESKELIVETS ORGANISME OMKRING BRØDET.
Nkh. Faderen og sønnen, Jens til al vort.
