Jens Haarup Mortensen

HELLIGÅNDEN

In Uncategorized on 2008/11/08 at 02:18

Helligånden, ja det er noget vi potentielt er som mennesker. Vi kan aldrig helt og aldeles være det, hver især. Ikke helt alene. Vi kan ikke være helligånden helt alene, fordi det udelukker alle andre. Nej, vi kan ej, det er ganske enkelt, for i så fald kan helligånden jo ikke være hel. Vi er forbundne og det er en forudsætning at kunne mærke det, ja høre det, indse det, for overhovedet at nærme sig helligånden.

Ethvert menneske fødes ud af menneskeslægten, det fødes af en mor, der er blevet befrugtet af en far. Og så fremdeles er vi forbundne via slægtsbånd og den ånd de giver anledning til. Rent faktisk er der intet levende menneske, der ikke er født af en mor, befrugtet af en far og således fremvokset ud af menneskeslægtens kød. Ja det betyder, at der ikke er nogen mennesker, der ingen slægtninge har. Forstår du, det kan altså slet ikke lade sig gøre sådan at være helt alene. Man kan ikke som menneske dumpe ned fra himlen og så gå rundt på jorden. Man kan heller ikke vokse op af jorden som en anden køn plante.

Helligånden, ja det handler om en bestemt, sandselig god ånd i kødet på os, der opstår når vi indrømmer, at vi tilhører menneskeslægten i sin helt store organisme her på jord. Uanset, hvad man nu måtte sige om helligånden, ja så er den hellig i sin ånd, den er hel i sin ånd og videre helbredende i ånden. Men bortset fra den ordleg, der dog foregriber noget sandseligt sandt om helligånden, ja så angår helligånden altså menneskeslægtens hele organisme.

Det er blevet sagt, jeg har fortalt dig og gentager nu, at ingen er løsrevet menneskeslægten, ingen er helt alene – ja man kan da sagtens føle sig frygtelig alene, men man er det altså ikke. Fordi man jo stammer fra nogen, forældre og deres forældre med videre i det man kalder slægts-træet af samme grund, det opstammende underfundigt vækstgivende ophav, der sørger for vor videre forplantning.

Hele menneskeslægtens organisme her på jord kaldes også menneskelivet. Og det er i den sammenhæng, at vi overhovedet er nogen, hver især. Ja det er så at sige det vi tilhører, da vi jo altså ikke kan tilhøre noget andet helt og aldeles. Du kan ikke tilhører grønne mænd på mars, vel – du kan forestille dig det, javel, men du tilhører ikke den forestilling. Du er jo nogen og ikke hvemsomhelst, du er et navn, du er en ånd, du er et hjerte, der banker og det er din personlige livsbetingelse som levende menneske i menneskeslægten, altså iblandt os. Vi tilhører menneskelivet, men det er ikke livet slet og ret, nej det er ikke hele livets sfære eller ånd. For der findes også dyr og planter på jord – desuden sten og steder, hvor vi slet ikke kan ånde og trække vejret.

Det kan godt være, at der er nogen iblandt os, der forestiller sig, at de tilhører aberne, men jeg regner dem nu altså for nogen i menneskeslægten alligevel. Men jeg vil endda også godt sige til dem, at de skal være taknemmelige for, at jeg regner dem for at være nogen, for hør, hvis de så gerne vil tilhøre aberne, ja forestiller sig, at det er sandt, så synes jeg ærligt talt, at de skal begynde at bo sammen med dem på abernes planet, i deres samfund, fremfor at efterabe, efterligne eller sammenligne sig med menneskelivets samfund her på jord. Det og lignende forestillinger kan nemlig meget let forhindre og forstyrre helligånden i vor kød, menneskeslægtens.

Sammenfatning: Hvordan lyder det så indtil videre?

SVAR. Vi tilhører menneskeslægten og har derfor ingen vanskeligheder ved at kende hinanden som mennesker. Vi går f.eks. ikke i seng med aberne og sidder heller ikke til bords med dem. – For sandfærdig ordens skyld skal det nævnes, at der er visse mennesker, der er i tvivl om, hvor de hører til og hvordan vi sådan set arter os. De kan nemlig godt finde på at sidde til bords med aber, ja ligefrem at gå i seng med dem. Det er meget ulykkeligt, men sådan er det at være i tvivl. Tvivl kan derfor ligesom diverse forestillinger meget let forhindre og forstyrre helligånden i vort kød, menneskeslægtens.

Menneskeslægten vokser altså frem på jord og den breder sig ud over jordens mange lande og områder. Hvornår begynder den at gøre dét er der nogen, der spørger. Og det er såmænd meget let at svare på, for det gør den i år nul. I år nul sker der nemlig dét, at mennesket forstår, at det er menneske. Før år nul var vi med andre ord i tvivl.

Ja, tvivlen var i øvrigt meget makaber, brutal og ond ved os, da den var anledningen til en masse voldsomme uroligheder, der videre forførte os til at bruge magt over hinandens hoveder i forsøget på at skabe ro og orden. En sådan magtanvendelse skaber imidlertid depression i menneskenes samfund, undertrykkelse, frygt og angst for at leve her i livet og udvikle menneskelivets milde samfund på helbredende vis, hvorfor det naturligvis var noget lort med en sådan tvivl. Ikke desto mindre nåede man desværre at få tvivlens institutioner etableret, så man ligesom var sikker på, at menneskelivets samfund fortsat kunne komme i tvivl!!! Det være sig Justitsias romantiske tradition, der har rødder videre tilbage i idealismens grundlæggelse hos grækerne med institutioner såsom Staten og Universitetet – men også, og ligeover det gamle testamentes samfund, der på tilsvarende vis var besat af tanken om retfærdighed grundet på tvivlens frygtelige væsen. At tvivle på, hvor mennesket hører til er derfor ganske, ganske grusomt, da den altså nøder mennesket til at bruge magt mod hinanden og over hinandens hoveder. Tvivl er et værre blodbad.

Hvornår menneskeslægten sådan begynder at brede sig er med andre ord svært at tale om, da der grundet ovennævnte forhold fortsat er mange mennesker, der kultiveres til at tvivle af tvivlens institutioner. Og dermed sagt, at der findes utallige mennesker her på jord, der ikke formår at mane tvivlen til jorden. Det springende punkt kalder man det af og til, omend det nu ikke er så springende endda. Det afgørende, kan vi istedet kalde det, ja det er derfor den sandselighed, der kan mane tvivlen til jorden uden at anvende magt eller magtens institutioner, der som sagt er opstået af tvivlens ånd, vægelsindet også kaldet ordsindet, fornuften, selvet og lignende tvivlsomme navne såsom også ondskaben. – Det afgørende er den fredelige, rolige sandselighed, der formår at vokse i samfundet, af det menneskelige i livets åndende kød, altimens vi lever ganske godt.

Jeg er med disse af troligt hjerte sagte ord derfor en fredselskende skrivende talsmand for, at menneskeslægten begynder og slutter i år nul, for derfra atter at begynde og slutte i år nul… – og såmænd af samme blod klar til at lade det stå sin prøve på sandselig vis overfor kriticismens tvivlere.

At menneskeslægten begynder i år nul betyder, at vor tidsregning placeres omkring en ERkendelse, der har karakter af, at være en menneskelivserfaring, der videre med usvigelig klarhed maner al tvivl til jorden og dermed lader os træde det sidste stykke ind i menneskelivets potentielle udviklingssigte med al vor gøremål og arbejde for slægtens viderebringende. Og hør nu godt efter. Den erkendelse er gjort at det første menneske, der forstår, hvori mennesket består – i vor kulturkreds!

Han hed Jesus og da han af det tvivlsomme samfund omkring ham pines, hades, foragtes og slutteligt korsfæstnes, ja så bliver han kaldt kristus. Jesus på Korset eller Jesus Kristus bliver han kaldt. Men derfor på ganske almindelig vis, ja så kaldes den erkendelse, den menneskelivserfaring, den erfaringsdom han måtte gøre for at mane al tvivl til jorden, så menneskets hjertemod og egentlig sandselighed ville kunne opstå, ja den kaldes: Kristendommen.

Kristendommen er en menneskelivserfaringens dom, der handler om menneskelivets egen, ganske levende, men sandselige og altid hjertelig sigtende dømmekraft i hver vort åndedræt. Kristendommen handler om vækst og trivsel i dette vort menneskeliv her på jord, altså menneskeslægtens udviklingspotentiale omkring det næringsrige, vi er givet i livets store organisme her på jord. Det er så enkelt og jordnært kristendommens budskab er i også dit hjerte – vanskeligheden er ikke kristendommen, dens forståelse, mange fortolkninger eller deslige, nej, vanskeligheden er, at tvivlens institutioner smadrer børns liv, så de ikke finde lejlighed til at vokse i indrømmelse af den personlige menneskenatur de er. Sorg, lidelse, dårligdom og sygdom opstår ikke bare fordi mennesker er uheldige, men fordi opvækst og uddannelse ikke står i sandselighedens godmodigt voksende navn. Der gives ganske enkelt ingen livsbekræftende undervisning i tvivlens mere eller mindre politiske institutioner.

Og hør nu nok engang efter: Jesus har ikke patent på kristendommen, desuden er han død. Dét, der imidlertid ikke er dødt, ja det er hans arv, hans livserfaring. Den lever nemlig i bedste velgående, fordi den er blevet hørt og har været så ganske givende, så ganske sandselig befordrende til at tackle det forstenende, brutale, voldsreaktionære sind, som tvivlens fornuftige abesorg og handlinger har afstedkommet i vor arv. Jesu livserfaring lever, fordi den er sand og således betegner en sandselighed vi alle møder på hver vor vis. Den er sand, fordi den er knyttet til menneskets eget hjerte, på mangfoldig personlig eller personende vis, ja men netop sådan, den er ERkendelsen af menneskehjertets unikke karakter. Menneskets væsen er hjertet, hjertet er livsbetingelsen.

Vil du gerne ned at høre aben i sit urskrig?

Nå, ikke, jamen så fat mod i hjertet, dit slægtsnavn og hør efter. Arven er ikke en kulturarv, det er menneskeslægtens arv. Og der er intet på tværs eller hokus pokus i den: Andre kulturer i menneskeslægten på jord har gjort lignende erkendelser, der er ladet med nøjagtig samme hjertelige sigte og potentiale for menneskelivets udvikling i sit organiske næringsrige. Tro hedder det potentiale og fælles for de forskellige sprog derfor er, at de har rod i menneskeslægtens hjerte. En muslim f.eks. elsker så gud sin familie, det kan jeg love jer – og jeg tror såmænd også, at han er istand til at elske menneskelivet i sit levende, uanset trosretning. Dog ikke uanset vantro tvivlende, ja for de er som sagt farlige, da de knytter sig til den romantiske verdens institutioner, noget udenfor livets vækst og udviklingshorisont.

Jeg taler altså for hjertet i menneskeslægten, der i vor tidsregning, den europæiske sprogstamme begynder i år nul. Og jeg skal nu fortælle Jer, hvordan det hænger fint sammen med andre trosretninger ved at bekræfte dig i, hvad år nul er.

År nul betyder, at vi ikke lever i tiden, men i livet i al evighed. Sandheden og den glædelige sandselighed ved at være i live, den er ikke først og fremmest bundet til tiden, men til dit kød, vort kød i menneskeslægten. Det er f.eks. flintrende ligegyldigt, hvad klokken er, såfremt dit barn er i fare, ja for så skal du da hen og redde det. Men sådan er det altså med alt sandt og sandseligt menneskekært. Du er dér, lige på den anden side af teksten, jeg skriver den, du læser den – og den tid, der er imellem, ja den er dig uvæsentlig, den eksisterer ikke før, jeg præciserer, den har ikke noget liv før, at du eventuelt støder på den og begynder at læse den.

Det er med andre ord komplet meningsløst det jeg sidder og skriver, såfremt der ikke en eller anden dag kommer til at sidde et menneske og læse det. Eller mere ønskværdigt: hører dét, jeg bekræfter hos dig i al vort. Om aberne læser det er jeg ligeglad med!

Sådan er det med tiden, den er uvæsentlig, ja ligefrem kaldet djævlen, fordi den er så forførende, at den kan forlede folk til at tvivle på, hvorvidt de skal passe deres arbejde på tid, leve på tid, elske på tid, kysse på tid, vokse på tid – for det skal de naturligvis i helt og aldeles, ja i helligåndens forstand IKKE. Sådan er kroppen ikke indrettet, den er derimod sandselig og passer fint til at arbejde med at vokse og udvikle sig omkring vort organiske næringsrige her på jord.

Nu er forskellen på altid og i al evighed blotlagt for dig. Du er i al evighed ved dit kød og dit kød vil i al evighed tilhøre menneskeslægten. Det er ikke mit, det er ikke dit, det er vort i sit voksende og levende under af menneskeslægten i sine bånd og ånd. Forhåbentlig på hjertelig helbredende vis i også din synsvinkel til ro. – År nul kan nu også blot betyde det simple, at det er vort liv, her og nu, der tæller, gælder og har ret som værende retningsgivende, vejledende af al vort. Det er ikke mig eller dig, der har højesteret, men hele vort menneskelivs sandseligt befordrende vækst og trivsel af liv og samfund under ET. Og i dét, i den omstændighed står du til ansvar, hvormed sagt er blot, at du naturligvis ikke står til ansvar for dit personlige liv i al vort i henhold til tvivlens institutioner, der ganske betegnende kan kaldes den universitære kapital-stat.

HELLIGÅNDEN OPSTÅR FØRST, NÅR SIDSTNÆVNTE INSTITUTIONER OG SYSTEMATISKE PRODUKTION AF TVIVL I KØDET PÅ MENNESKELIVET OPHØRER, HVILKET KRÆVER LIVSFØRELSE I SANDSELIGHED T RO OMKRING DE SANDE, ORGANISKE VÆKSTFORHOLD HER PÅ JORD: Menneskekrop, menneskeordet, menneskeånd i arbejdsom vækst omkring dyr, planter på vor jord, i vort næringsrige, den livgivende, iltrige atmossfære.

SØNNEN

In Uncategorized on 2008/11/08 at 02:58

Sønnen, ja. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn indgår SØNNEN som det transformerende, ganske levende element, der hedder menneskelivet. Sønnen ser op til sin far, forældrene, sønnen ser op til faderligt voksende, derunder også myndige skikkelser i samfundet. Måske langt henad vejen de samme som sin far eller sine forældre. Men sikkert også andre. – Sønnen ser op til den magt i livet, der kan lære ham at magte det sandseligt godt til videre oplysende eller opvoksende vækst.

Men sønnen mærker også i sin egen levende vækstmæssige omstændighed, at han er anderledes stillet end sin far eller sine forældre. Han lever i en ny tid eller verden, som man siger. Han vokser op i et samfund, hvor der er bestemmende skikkelser, der bliver hørt eller troet på deres velvilje med at udvikle samfundet til det bedre. Sønnen eller barnet bliver langtsomt klar over, at han/hun måske også en dag bliver far eller mor, forælder og ligeledes må optræde som velvilligt menneske, der viser vej.

Tilsvarende bliver det klart for sønnen, at han ikke ér sin far, men forbundet med ham i slægtens livsnaturlige bånd og ånd. Og sådan er opvækst i menneskelivet, ganske almindeligt: Barnet dannes af livets egen vækstmæssige omstændighed. Slægtsarven er helt central som hjertelig forbundet, men som sagt bliver omgivelsen også mere og mere relevant for barnet, sønnen, da det bliver den i sine forvandlinger, at sønnen en dag skal blive far og håndtere menneskelivets hjertelige videreførelse på god, arbejdsom vis. Det er i omgivelsen at sønnen sandser livet vidt og bredt og som man siger på hævdvunden dansk, danner sig sin egen mening.

På den måde er Sønnen på én gang en videresætten af menneskeslægtens arv, ja via båndene og ånden, som vedkommende er vokset i familiær omgivelse af, som et hjem. På én gang en videresætten og en egen videre dannelse, opvækst derfra, da synsvinklen naturligvis er en anden, egen, som barn i forhold til forældre samt andre voksne og den foranderlige omgivelse. Din far og mors venner er ikke dine venner, men dig bekendt i kraft af deres indbyrdes, gensidige mellemværende med sine sammenkomster.

Sønnen eller barnet er menneskelivets omdrejningspunkt, hvoromkring altså det gamle omvendes i nyt blod, der gives og næres af vor naturlige væktsmæssige, sandselige og trivselsbetonede natur i kødet. Sønnen eller barnet er det nye vidnesbyrd i menneskeslægten. Det kommer med noget nyt, sin egen personlige skikkelse, sit eget kød og viser dermed nye veje, nye sandser omkring de samme, gængse, menneskelivsmæssige omstændigheder på jord: De familiære, kødelige, slægtsmæssige omstændigheder stillet i deres levende og udvekslende forhold til omgivelsen – ikke mindst hvad angår næringshorisonten.

Men hør nu: Sønnen er aldrig løsrevet sin slægt, nej, for han er en videresætten af den. Og slægten hedder helt konkret menneskeslægten. Sønnen eller barnet er med andre ord aldrig sig selv. Det udvikler, opvokser ganske vist af sin egen natur, men den menneskenatur er aldrig løsrevet som et matematisk isoleret individ, X. Menneskelivet er aldrig ukendt eller ubekendt, det lader sig ganske enkelt ikke gøre.

Det betyder at menneskelivet, der fødes af sine forældre, ud af menneskeslægtens liv, moder liv befrugtet af faders liv, forbliver i menneskeslægten. Og derfor kan man sige, at dit liv som også mit i al evighed er stillet i og med menneskeslægten. Der er uomgængelig sandhed, der ganske vist byder på sine nye vidnesbyrd i kraft af dit liv, men ikke desto mindre er den sandselighed placeret som værende din, dig og dit til al vort. Om så dine forældre er døde vil det stadigvæk være eller have været dine forældre, du kan ikke få nye forældre – ja derfor siger man også, at man/du skal være taknemmelig for, at de overhovedet bar dig frem til livet, ja ligefrem gav dig livet. – Ingen far eller mor, hvor elendige de end måtte have været i dine øjne, har kunnet undlade at elske den faktiske omstændighed, at du blev til. JA, det betyder ganske enkelt, at du er elsket af livets egen natur. Livet vil dig godt.

Videre betyder det også, at du må være her og at det er et gode, at du er her. Ja din ret til at være her, her på jord, det er dit kødelige faktum, din faktiske tilstedeværelse af bankende hjerte, der viser al vort liv vej gennem dig, din livsvejledende retning. – Det siger jeg ikke mindst på den måde, for at rets-fascismen uddannet på landets stats-kundskabelige universiteter kan pakke deres grej og hamre sammen, fatte skovlen og grave deres egen grav hos de 6 millioner jøder, de har på samvittigheden, fremfor at lege og sledsk legislere, ja undskyld trumfe det sledske igennem livet, som om de var højesterets dom.

Det er strafbart ikke at tale sandt i livets højesteret ganske som det er strafbart at føre et liv i utroskab eller forlede andre dertil!!! – At sidde i fængsel f.eks. det er ikke livets mening eller livets ærligt godtroende ånd, der afstedkommer dét. Og ganske vist er forældre til fængslede medskyldige, det véd de og de bærer dét – men det holder altså ikke dem fri, der så aldeles utro forfører personen undervejs, for at vedkommende til sidst skal møde dem, der helt og aldeles utro fælder dommen uden nævneværdig forstand på hverken god livsførelse eller god kultivering.

Tværtimod viser sidstnævnte, den påtagede domstol med hammerens pik i hånden – uden kendskab til Thors kristendom!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! – deres strålende inkompetence som menneske på jord. De er rene tvivlere, skolet til tvivlsom dømmekraft ganske som den omgivelse deres romantiske institution i det hele taget afstedkommer her på jord. – Det er ikke kun dommerstanden i den falske højesterets-bygning, lovens, som jeg, ærligt som menneskeperson uden anden bemyndigelse end hjertets kærlighed til mennesker vidt og bredt i samfundet, uden tvivl kan mane til jorden, ja helt ned til ordet i kødet på al vort. Nej, det er langt mere omfattende og åbenbart end rets-standens romantiske slaver. JHM.

Sønnen kommer altså af faderen, nedstammer fra sin far, fordi faderens omstændighed befrugter moderen, føder barnet, for senere, langt vigtigere at opstamme og opstemme ham/det. Faderen lærer sønnen noget omkring sit blod og ånd. Ikke mindst gennem moderen. – Barnet kommer af sine forældre hedder det på nudansk, men når det hedder faderen i traditionel forstand, så skyldes det at familiens, det vil i videre forstand sige samfundets, fredelige, hjertelige udvikling ikke kan gå udenom faderen, hverken moderens fader eller faderens fader – og til afgørelse af den strid er der kun den faktiske, menneskelige fader, der står med sin hjertelig nærværende og elskelige, familiære samfundsopgavePUNKTUM

Måske kan man sige det sådan: Såfremt faderen skal undlade at ødelægge andre familier i samfundet ved f.eks. at forføre og kneppe andre mænds udkårne og derved skabe krigslignende tilstande, så skal han høre efter den sande kærlighed i livet, herunder i betydelig grad moderens, det blod han har ladet sig krydse af, kvindens ophav. Og ligeledes omvendt: Moderen skal høre efter kærlighedens trivsel hos hendes mand og naturligvis føje ham, medmindre hun ønsker vækst i lidelse og sorg gennem hele sit liv, dermed også barnets. Ja det handler om samfundsorden, men i livets eget kød vel at mærke. Ordets, kødets.

Faderen har ikke forrang, men når krisen kradser, så har han, uanset hvad, men ikke uanset videre hjerteligt sigte med sin livsopgave. Hvad der kan synes som tomhjernet stopklods i en stund kan meget vel vise sig at være forbundet med hjertets åbenbare forlangende, det oprindelige forsyn til fredsommelig videre vækst med livets samfund i al evighed – hvorfor blokeringer i øvrigt aldrig er af psykologisk natur, nej sådan en natur findes jo end ikke. Derom handler tro menneskenatur af kød og blod – og det kan I altså ikke spørge statens romantiske institutioner om, thi de lever nemlig i psyken og hvad det ellers alt sammen kaldes i fornuftens rodløse og intetsigende, uendeligt retskrævende, retfærdighedsdyrkende sprog udi tomme tønder og splintrede spejlsale.

Faderen har ikke forrang, men når krisen kradser, så har han, sagde jeg. Og det skyldes ganske enkelt at sønnen, barnet først som sidst hører til faderen i livets natur. Faderen står til ansvar for sin familie i al evighed, faderen er magten om I vil det sådan, dermed sat på spidsen. Og hør livets egen magt, den skal man jo ikke rode med, men ære i al evighed!

Det skal ikke misforståes, at manden som fader har forrang, for det betyder nemlig også, at det altid først og fremmest vil være mandens opgave at lære sin kone, sin kvinde at elske tro, altså udfolde hende trygt og sandseligt give hende alt, hvad HJERTET kan begære til vor videre livsoplysende samfundsudvikling. Sigtet er ligeværdigt mellem mand og kvinde, men manden skal som fader kraftedme kende sin plads som menneskeligeværdig motiveringsfaktor i det eviggyldige fædreland, samfundet, medmindre at han ikke mindst vil have mig på nakken. Og hvorfor? På grund af tarven, tros-arven, trivsels-arven, fred mellem mænd i samfundet og samfundets udviklingssigte. At kneppe andres koner, mødre er en direkte krigs-erklæring og enten reagerer man på den, omsætter man den i handling eller også går krigen lige direkte i barnets hjerte og dermed samfundet. Det er med andre ord usselt ikke at hjælpe hverandre med at holde stand i livets trolige gang – og jajaja, jeg véd alt om, at fornuftens hvisser og røvens spidser forstyrrer det billede jeg tegner.

(((Kun ad den vej kan kvinden lære sand kærlighed og ligeværdighed ordentligt at kende og vokse videre dermed i hjertelig indforståethed. Det hed førhen gudgivne roller og betegner som sådan bare menneskelivets natur i sine to køn, altså menneskelivets slægtsbundne, men derved også personlige natur i sine to køn: Faderen kan ikke føde, men moderen kan ejheller føde uden befrugtelse og således er sammenholdet, ja samfundet givet til videre, forhåbentlig godmodig, men altid personlig ansvarlig, altså glædesbringende nyt til  forplantning))).

Nå, ser man det!

Sønnen kommer altså af faderen og går videre med faderens liv i sin orientering af det. Desuden dermed moderens liv i faders tro hænder, hvormed ligeværdigheden som menneske, uanset køn gives. Et barn elsker sine forældre lige højt, fordi kærlighed ikke handler om magten eller fornuftens hierakier, men om forsoning, trivsel og vækst i vort kød, vor ånd. Det er også derfor og på dén måde, at Faderens liv kommer til at betegne kærlighedens ånd i vore to køns driftige og sammenholdende, men vækstige realitet, samfundets kød i sin ånd. – Og endeligt kan man dermed også sige, at det umiddelbart fremgår af samfundets hele ånd, hvordan livet leves inderst i hjertet. I vore egne ganske utroværdigt og svinsk, hvis du spørger mig. Nutidens store vanskelighed er, at puberitære drenge fra den akademiske, kapital-statslige virksomhed sætter love og regler i værk, der bærer deres ånd, sådan at kvinders modergen føler sig tiltrukket af drengenes selvoppustede, ganske letkøbte friheder, pligter og ansvar, ja noget de kan stikke lige så langt og skråt op i røven, at de kan begynde at mærke hjertet som tro mandsmenneske.

Men kort og godt er sønnen altså menneskebarnet på vej i sin opvækst, midt i sorteringen af, hvad der skal med videre i samfundet, ja, men altså gennem det personlige liv og derfor en sortering af, hvad der naturligvis må dø, såfremt livet skal bestå.

I menneskebarnets lys ser og finder vi, hvad der, ja hvilken ånd, hvilke erfaringer, der naturligvis må dø af hensyn til det levende lys i vækst, det nye vidnesbyrd af kød og blod. Samfundsudviklingen gennem livets egen vækst og voksende holdning som ligeværdigt menneske på jord.

Vi er alle sammen sønner af faderen, en far. Vi er alle sammen børn af forældre og vi kender alle sammen til den familiære, kødeligt bundne kærlighed, der udspiller sig mellem vore forældre, omend vi finder den næringsrig eller ej. Ligeledes kender gudsketakoglov mange af os også vor opgave med at finde vej gennem vore forældres morads af både uoverensstemmelser og overenstemmelser – altså i indforståethed med, at Faderen tæller over os alle. Fars far og forældre tæller, nej gælder i fars kød og ligeledes gælder mors far, hendes forældre i hendes kød. Ud af det morads er vi orienteret i livet som opvoksende børn og det er at forstå som en næringsmæssig baggrund, vore rødder, hver især – og dermed at forstå til videre opvoksende livsudfoldelse gennem vor opvækst, opfattelse, opførsel, oplevelse og oplysning af menneskelivets familiære slægtsforbundne samfundsvilkår.

Vi er ikke mere fritstillet end at vi skal være taknemmelige for, at vi blev givet et liv at gøre godt med til fornyende, forandrende overensstemmelse med, hvad sandt er til sandselig voksende glæde for al vort. Menneskelivet er ikke KUN en gentagelse af slægtsled, men ligesåvel en ERkendende omstændighed, hvor dit eget ærlige besyv er afgørende. Du er et nyt vidnesbyrd på, hvordan det er at være menneskelivet i menneskeslægten på jord og det kan du egentlig kun, i al sin enkle sandhed være taknemmelig for! – God rejsning med livets eget hjerte i behold!

SØNNEN ER MENNESKET I SIT INDFORSTÅEDE ÅNDEDRÆT MED LIVETS ORGANISKE, NÆRINGSGIVENDE SFÆRE HER PÅ JORD, GANSKE SOM DET I UDGANGSPUNKTET GIVES KØDELIGT VED OPVÆKST I FORÆLDRES SKØD OG DERAF VIDERE EVNE MED SENERE AT LEVE NÆRINGSRIGT BEKRÆFTENDE I MENNESKELIVETS ORGANISME OMKRING BRØDET.

Nkh. Faderen og sønnen, Jens til al vort.

FADEREN

In Uncategorized on 2008/10/20 at 22:02

Faderen er ens far indtil man oplever, at man også selv, som det uheldigvis hedder, hvorfor jeg gentager, indtil man som hjerteligt menneske oplever, at man har noget at skulle have sagt i kraft af sit kød, sin faktiske, blotte tilstedeværelse her, i det hjertelige liv på jord.

Bud kommer i vid udstrækning til dig i livet, der er ikke altid nogen, der putter det ind hos dig. Budene kommer i din vækst som personligt, unikt menneske i menneskeslægten på jord. Med sådanne naturlige oplevelser forvandler din egentlige far sig til blot at være et menneske, du er stillet hos og nært forbundet med. Eller sagt med andre, mere præciserende ord: Faderen bliver tvetydig, fordi din opgave ikke blot er at høre efter din far, men tilmed i overensstemmelse dermed dit hjerte her i livet. Og det sidste kan din far altså ikke afgøre. Nej og derfor må du tro dig vej, thi der er kun én.

Traditionelt set er Faderens stemme magten i hjemmet. Når far siger STOP, så stopper hele familiens hjerte for en stund – traditionelt set, såfremt den er fadertro her i livet, men på den anden side, i egentlig forstand er det lige netop, hvad den uundgåeligt er, uanset om den vil kendes ved det eller ej.

Husk på at tro ikke er en fornuftsbaseret omstændighed, der formidles via satans romantiske stats-institutioner, også kaldet autoritets-troen, der således bekendt meget let kan forlede dig til at føle, at du er absolut fri til at tænke over hvadsomhelst uden mål og med, vand og brød. Nej for helvede da, tro er bare dit sande hjertekød i sit rent kødelige, nærværende og eviggyldigt slægtsbetonede sandseligheds omgivelse. Ingen har patent eller krav på den, tværtimod er den din eviggyldige hjertelige frihed at gøre godt med til al vort fredelige vækstvilkår her på jord. Du bestemmer som fuldgyldigt ligeværdigt hjerteliv, hvorvidt det skal være satans konventionelle statslige autoritetstro i sin universitære magters jantelove, der skal bestemme over dig. Ja for de gør det ikke i forvejen, de gør det ikke i livets egentlige godmodige natur eller i henhold dertil. (Rent faktisk er omtalte autoritetstro stillet udenfor Faderens, ih du milde store magt, så du skal ikke bekymre dig, nej den kan aldrig komme helt ind og regere, styre og herse med os).

Men Faderen er kort sagt magten over livet, hvadend vi bryder os om den eller ej. Ja det er sandelig da en stor glæde at være på god fod med ham, så det skal ikke misforståes. Faderen er grænsen, den grænse, der såfremt vi overskrider den med Et, i et splitsekund tager al glæden ud af hjertet på os. Faderen flår hjertet ud af dit liv, såfremt du ikke adlyder hans ellers livgivende ånde og sigte. Derfor er du nødt til høre efter. Det kan også siges sådan: Er du ikke indforstået med at kundskab her i livet næres af, ja er rodfæstet i livets eget livgivende træ, livets kilde – desuden ganske personligt givet og dermed stillet hos dig til fri indrømmelse – så er dine kundskaber ikke stillet i lyset af livets eget træ og vil da ikke kunne bekræfte det i en næringsgivende overensstemmelse, opstemmende ånd i sin udvikling til glæde for al vort i vor mangfoldighed. – Sådan er det i øvrigt med kompetence, der på latin, altså ifølge den romantiske stats konventionelle magt, autoritetstroen, betyder: falsk Myndighed.

Kompetence, altså falsk myndighed, er aldrig stillet i lyset af livets eget næringsgivende træ, hvorfor den slags, der benævner sig i forhold til kompetence er at betragte som øjeblikkeligt selvmord. Ja det være sig New Speak, for eksempel den formentlig psykisk syge psykiater, der er rektor på Københavns Universitet eller bare, ganske som det er udbredt: Selvbærende teams, coach, management, organisations-teori, supervisor, mentor og deslige socialfascistisk gøgleri med meningsløse tomme statsborgerlige individer, der med andre ord er gået fra forstanden som kødeligt, hjertegodt bekræftende livsstykker, der ellers ville kunne have været med til en videre god udvikling omkring vort organiske vækstvilkår her på jord. Lidt sørgeligt og trist måske, men sådan er autoritetstro og dens selvindbildte kompetencer jo!

Nej, så den sande Fader skal man altså ikke spøge med. Og dét er der så, som sagt, angivet og eksemplificeret nogen, der misforstår på det grusomste i den universitære bærme her på jord. Rektorer, lektorere, adjunker og mælkejunger på diverse universiteter skal naturligvis være klar over, at Faderen ikke på nogen måde ser i nåde til deres virksomhed, magtbegærligt som de lig satan har ført hele deres liv og nu vil forestå ledelse af andre i samme utro ånd. – Hør nu, kære medmenneske, de er jo knækket i livets sande, vækstige og jordiske vilkår, ja så de suger sådan set bare på lappen, har ikke noget at byde på som personligt ansvarligt menneske, der kan give af den eneste myndighed, der gives: Den, der jo fortsat kun gives af rent, personligt hjerte for udviklingen af menneskelivet på dansk grund. De lever i en tom skal og knepper ægteskaber og børn i den.

Magten over livet. Hvad er det?

Ja, hvad det er, det er hipsomhap, når man spørger sådan uden videre. For magten er naturligvis kærligheden i det kødeligt forbundne liv, altså det sande i menneskekødets slægtsbårne, ja, men ligeledes næstekærlige ånd. Da satans autoritetstro imidlertid som kraftigt antydet har været herskende på dansk grund i alt for mange år og det således opfattes som normalt at snakke alle efter munden, så bliver det livsopløsende sprog, der tilbeder alverdens magter – f.eks. journalister, der bruger danske aviser til at skrive om valget i USA, ja ligefrem maner til valgaften i de danske hjem derved – ja så bliver det fornuftens kategoriserende googleri, der bestemmer sproget, der ellers ganske vist ville kunne forklare bare en lille brøkdel af, hvor fatalt indstillet på livet flertallet af den danske befolkning er blevet i benævnte vold. Når mennesket går mod magten forsvinder livsåndens sandselig rene styrke og da er flere generationer allerede tabt.

Magten over livet er altså Kærligheden i menneskelivets eget kød, ja den er netop også givet som et almindeligt under, vi opvokser af, opløftes af, såvel i det inderste hjerte som i den yderste omgivelse. Jeg gentager: Da mennesket imidlertid, vidt og bredt ikke er vokset i den forstand, derfor ikke har vedvarende adgang til dens visdom og evige liv på jord, ja så bliver magten at betegne i mere eller mindre uheldige formuleringer, der fuldstændig forstilt hører hjemme ude i det golde, iltfattige, universitær-statslige rum: Fornuftens googleri.

Så når jeg derfor ærbødigt går denne omvej med henblik på at forklare de statstro pygmæ-borgere, der forsat bekræfter romantiske arenaer i livet rundt omkring, ja desværre bekræfter den politisk voldsmagt-ånd, der videre medfører incest, alkoholisme, anorexi og meget andet, ganske konkret fra den dårligdoms pose, ingen vil indse, hvorfra kommer, fordi de da skal til at sande og sandse – ja så er vi fremme i fornuftens altid misvisende kategoriske landskab: Magten over livet er i vor tid desværre latterlige utro mennesker, der i deres matematiske, kapital-statslige storhedsvanvid ikke er anderledes end personen, der i filmen Hannibal the Kannibal hænger i tråde og får sig et kick af sin psykolog, altimens han saligt i sin autoritetstro seksualitet skærer løs i sig selv.  Ja for efterfølgende at blive meget sur over, at han ikke var givet for fem flade ører forstand på at være tro her i livet på jord og dermed opføre sig tilsvarende ærligt og standhaftigt på menneskeværdig vis. (Der er grænser for, hvor sygt man kan opføre sig og derved overtro godt om andre mennesker; men langt fra alle kender sådanne almindelige grænser og så må de vel lære det på den hårde måde). – Som bekendt hos dem, der har set den uhyggelige film, ja så ender det jo med, at ”tjeneren” skubber svinet ned, hvor DET hører til, da der pludselig var én, et sandere menneske, der ærligt og troskyldigt bød sig til, altså nok skulle bære den skyld med.

FADEREN ER LIVETS EGEN ORGANISME HER PÅ JORD, HAN GÆLDER DEN ORGANISK LIVGIVENDE OMSTÆNDIGHED, HVORUNDER HØRER FRUGTBAR JORD, PLANTER, DYR OG MENNESKELIV I SANDSELIG ÆRLIG OG NÆRINGSGIVENDE OMGANG DERMED. – Det universitære kapital-statslige paradigme med sine pinochioer foragter den omstændighed, hvilket jeg personligt synes er meget synd, da det naturligvis betyder, at de er på vej i graven, ja ad helved til med deres virksomhed samt slægter, børn og unge, der tvinges til at adlyde det.

Herfra skal det derfor være sagt som ligeværdigt hjerte-sandseligt menneske på jord: Undlad såvidt muligt at deltage i den ånd, jeg gentager, der mærkes af følgende klare og velkendte omstændigheder: Universitet, Stat og Kapital. Hold det på afstand af dit liv og din slægt til fordel for vort kropsorganiske åndedræt i arbejde med jordens gaver, thi da består den sandselige, ytringsfrie og almindelig tro hjerteglæde til menneskeslægtens videreudviklende samfund. Og ellers ikke.

Nkh. Jens, et ganske almindeligt menneskeliv på dansk grund.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.